Den lille krappe

07. January 2008

På denne side gengives et interview med en journalistelev, der skulle bruge noget anderledes til sin afgangseksamen. Jeg har slettet alle navne for ikke at bringe nogen i forlegenhed, da emnet kan virke stødende på visse mennesker. Læs og forstå eller døm selv:

Det kan borderline komme af!!!

Skrevet af Anonym

"Nu kommer den lille krabbe…"
Selvmordsforsøg, psykoser og flere år på Psykiatrisk Sygehus. NP har betalt prisen for en frygtelig barndom, som blev ødelagt af en far, der burde have siddet i fængsel.

np hælder resterne af sin mors piller ud på køkkenbordet. Nogle af dem ryger på gulvet, men de bliver omhyggeligt samlet op. To glas sovepiller, nogle stesolider og forskellige slags smertestillende. Pillerne dækker det meste af det lille køkkenbord, hvor der højest kan sidde tre. Han skraber en portion af pillerne ned i hånden og skyller dem ned med vand. Samme bevægelse laver np igen og igen. Til sidst fylder han en kande vand, så han kan skylle flere piller ned på en gang. Han vil gøre det ordentligt, han er helt klar i hovedet og fast besluttet; hans 22-årige liv skal ende her. Før np når at sluge alle pillerne begynder køkkenets lysebrune paneler at blive slørede, så han vælger at stoppe. Søvndrukken vakler han ind på sit værelse og smider bukserne, han har nemlig hørt, at man skider i bukserne, når man dør. Der er stille i det lille murstenshus i centrum af F. Normalt ville hans mor ligge og sove i sin seng en lørdag nat, men hun er død for et par uger siden, så han har huset for sig selv. nps værelse er ikke mere en 10 kvadratmeter stort. Han er nyuddannet tømrer, og har selv lavet de tre ting, der er plads til på værelset; en seng, et bord og en lille reol af spånplade. I skuffen under bordet finder han sit afskedsbrev, som er skrevet for flere måneder siden. Brevet indeholder ingen pæne ord, men derimod en lang række bebrejdelser. Hans fars frygtelige forbrydelser er det, der har fået flest linier. I ført skjorte, underbukser og sokker dumper han ned på skumgummimadrassen, hvor han ligger sig på ryggen. np er klar til endelig at forlade denne verden.

Læger og skuffelse
Da np vågner igen, er der helt hvidt omkring ham, og han er sikker på, at han er kommet i himlen. Han når lige at undre sig over en insisterende bip-lyd, før forhænget omkring hospitalssengen bliver trukket til side. En kvindelig sygeplejerske kigger ned på ham:

- Sikke længe du har sovet, udbryder hun.

nps mund føles som en sandgrav, så han beder om et glas saftevand, som straks bliver serveret. De næste minutter sker der en hel masse. Flere læger myldrer ind og ud af nps enestue og foretager forskellige prøver. Netop som en læge er ved at lyse np i pupillerne med en lille lygte, skyller følelsen af skuffelse indover ham. Han er ikke vågnet op i himlen, men i stedet på en enestue på F Sygehus. Sygeplejersken trækker et drop ud af håndryggen på ham, og blodet vælter ud i en tyk stråle. np ænser det knap nok, han undrer sig over, hvordan hans beslutsomme forsøg på selvmord kunne gå i vasken.

Klinisk død
Det svar får han hurtigt. Den første besøgende ved sengen er nemlig hans bedste vens far, præsten mx, der er en nobel, hvidhåret mand i lang sort frakke. Han fortæller med bekymret mine og faderlig stemme, hvordan hans søn, H, fire dage forinden var blevet så nervøs for np, at han valgt at smutte forbi hans hus klokken seks om morgnen. Her fandt han, i sidste øjeblik, sin ven i dyb bevidstløshed.
Faktisk var np klinisk død i 4 minutter, før det lykkedes lægerne at få gang i den hårdtprøvede krop igen.

Da np nogle dage senere bliver udskrevet fra hospitalet i F, bliver han i stedet indskrevet på psykiatrisk afdeling Y i Hjørring. Her får han lov at komme til hægterne igen og gennemfører 4-5 samtaler med en psykiater. Halvanden måned senere, bliver np udskrevet på den sidste dag i 1977.

Borderline
np er i dag 51 år og bor stadig i F. Livet igennem har han kæmpet for at få bugt med sine indre dæmoner, der stammer fra en barndom fyldt med traumatiske oplevelser og svigt. Næsten to et halvt år på psykiatrisk sygehus har han sammenlagt været igennem. np har fået diagnosen Borderline, som også bliver kaldt Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse. Symptomerne på lidelsen varierer en del fra person til person. I nps tilfælde betyder det, at han har svært ved at kontrollere sine følelser, at han ikke kan klare at opleve svigt, og at han har svært ved at fastholde nære forhold til andre. Desuden er selvmordstanker og psykoser også almindelige hos folk, der lider af Borderline. Patienter der er ramt af lidelsen, har typisk været udsat for vold, psykisk terror eller omsorgssvigt i løbet af deres opvækst.

Den lille Krabbe
1959
Op gennem nps barndom er hans mor meget syg og ofte indlagt på hospitalet. Derfor er hans far, A, ofte alene med np og hans to ældre søskende pige og dreng.

En aften da np er fire år gammel, kommer hans far ind på værelset for at sige godnat, som han har gjort så tit. Der er ikke meget plads i det lille rækkehus på Knvej i den vestlige del af F, så np og hans storebror sover i køjeseng. Deres værelse, der ikke er mere end 12 kvadratmeter stort, lugter en anelse af urin, fordi np tisser i sengen.
np smiler, da hans næsten to meter høje far, sætter sig ned på sengen og putter dynen rundt om ham. A’s øjne er glasagtige og bag det hvide fuldskæg, har han denne aften et sært udtryk i ansigtet.
- Nu kommer den lille krabbe. Den vil ind til dig, lille skat, hvisker far A med hæs stemme.
Han fører sin hånd ind under dynen – og krabben starter med at kilde np under fødderne. Han griner og er en lille smule bange for krabben. Ganske langsomt kravler krabben længere og længere op af nps ben. Til sidst når den til hans lille penis. A befamler sin 4-årige søns tissemand. Bagefter skal der kysses godnat. A’s læber er store og våde, og han giver sin søn et langt godnatkys.

Overgreb eskalerer

De følgende år bliver A’s overgreb på sin søn voldsommere og voldsommere. Da np er cirka syv år, er det ikke nok for faren at røre ved np – han begynder at forlange seksuelle ydelser af sin søn. Som 12-årrig sidder np nøgen på skødet af sin far og rider ham. I den alder er np udmærket klar over, at det han laver med sin far er skrubhamrende forkert, men som hovedparten af de børn, der bliver misbrugt seksuelt, er han bange for at fortælle om overgrebene. Han frygter, at faren skal komme i fængsel, og at familien dermed vil blive splittet.
Den dag i dag kan np fortsat huske hvordan en mand smager, og føler fysisk smerte i kroppen, når han tænker på misbruget.

Ensom og hjemløs
Nytårsaftens dag 1977
Personalet på Afd. Y siger farvel til np med ordene: Du skal hjem til gutterne og holde nytårsaften. np tager toget hjem. Hjem til det hus i F, som han blev båret ud fra for halvanden måneden siden, med en livsfarlig cocktail af piller i kroppen. Da np åbner døren, får han et chok. Huset er fuldstændigt ryddet for møbler og inventar. Kort efter ringer det på døren. Udenfor står der en mand på nps egen alder, der præsenterer sig som den nye ejer af huset:

- Jeg kunne vel ikke få nøglen, vi flytter ind i morgen?

np kigger lamslået på ham, og graver i sin hukommelse. Pludselig husker han, at han på et tidspunkt, under sin sygdom, satte en underskrift på et salgsdokument. Hans søskende mente ikke, at det var sundt for ham, at blive boende i huset!
Den nye husejer kigger ind i nps ansigt, der er opløst af gråd og fortvivlelse.
- Jeg kan også komme tilbage i morgen, siger han og forsvinder.
Senere den aften opsøger np grædende sin bror. Broderen bliver ærgerlig over hans visit. Det er nytårsaften, og han skal have en flok venner på besøg. Over en kop kaffe forklarer broderen, på en pæn måde, den flæbende np, at det er bedst, hvis han går hjem. Resten af den Nytårsaften tilbringer np alene på et tomt stuegulv.

Kæmper for normalt liv.
De følgende år kæmper np for at få styr på sit liv. En kort periode er han tvunget til at bo i et værelse hos sin far. Men efter et par år flytter han sammen med en kæreste i hus i byen N – en nordjysk landsby med kun 300-400 indbyggere. Forholdet til kæresten holder et par år, før hun vælger at flytte ud, fordi np tager tømrer-arbejde i udlandet. I to år arbejder han i udlandet, og er kun hjemme på forlænget weekend hver 2. uge. Da han igen vender hjem, får han hurtigt arbejde hos den lokale tømremester. Udadtil lever han et fredeligt liv og harmonisk liv, men i virkeligheden er han følelsesmæssigt tom, og under overfladen lurer psykiske problemer.

Nu skal vi alle sammen se porno
1969
Da np er 14 år, stopper hans far med at misbruge ham seksuelt - fysisk. I stedet får faren endnu en ny, perverteret lyst. En dag kommer han hjem til huset i F med en filmrulle under armen. Han samler hele familien i stuen rundt om spisebordet, trækker et lysbilledlærred ned foran endevæggen, og på bordet stiller han sit smalfilmsapparat.
- Nu skal vi alle sammen se pornofilm, siger han og slukker lyset. Handlingen er ikke specielt nuanceret; kameraet følger overvægtige tyskere, der dyrker sex med mindreårige brasilianske piger. Situationen er både pinlig og ubehagelig, men far A insisterer på, at hele familien bliver siddende og ’nyder’ underholdningen. Da forestillingen er slut, udbryder nps mor:
- Nåh, drenge hvem af jer kan få jer til at rejse jer op og tænde for lyset?

Psykotisk!
August 1985
En sommeraften sidder np i sin stue i N og læser. Ved siden af ham står en fuld bogreol. Ekskæresten har taget fjernsynet med, sig da hun flyttede, Så np har god tid til at fordybe sig i bøgerne.

Mens han sidder der, i sin bedste stol ved siden af brændeovnen fra Morsø, begynder væggen foran ham pludselig at bøje sig frem mod ham. Med frygt i øjnene lægger han bogen ’Guder i Norden’ fra sig og stirrer på væggen, der langsomt men sikkert er ved at vælte indover ham. Rystende af skræk farer han udenfor. Her står han på græsplænen, i sin ellers romantiske have med urgamle rosenplanter, solbærbuske og store frugttræer, og betragter sit hus, som ifølge hans egne øjne står og vibrerer som en gigantisk geléklump. np bliver stående i et par timer, før huset falder til ro, og han finder modet til at gå ind igen. På trods hændelsen forsøger np at opretholde sin hverdag, som om intet er hændt. Men et par dage efter begynder hans hallucinationer igen. Endnu en gang sidder han i sin lænestol i stuen og læser, da en lille orange-farvet mand på en meter og tredive pludselig kommer hen og lægger en hånd på hans lår. Det giver et sæt i np, da den lille krydsning mellem en dværg og en marsmand begynder at tale til ham:
- Det skal nok gå, jeg lover at hjælpe dig, siger den lille skabning til np, som er ude af stand til at bedømme, om det han ser, er virkeligt eller ej. Samtidig begynder små knaldsorte mænd, som er på størrelse med fugleedderkopper, at løbe rundt langs fodpanelerne. Dem bliver np vanvittig bange for.

Til sidst bliver oplevelserne for meget for np. Og da han ikke længere tør opholde sig i sit eget hus, bliver han efter eget ønske, indlagt på Brønderslev Psykiatriske Sygehus i dybt psykotisk tilstand.

Jeg slår dig ihjel, far
Januar 1986
Da np har været indlagt i cirka seks måneder, kommer han til den konklusion, at hans far er skyld i hans problemer. Under en samtale med sin kontaktperson på sygehuset, Mikmak, fortæller han, at han vil slå sin far ihjel, næste gang han kommer på besøg. De to mænd sidder længe overfor hinanden i sygehusets personalerum og diskuterer idéen. Mikmak, der er Irlænder og ligner en ung Eddie Skoller, tager nps melding ganske roligt. Han forklarer ham ganske nøgternt, at han ikke ville have godt af at sidde i fængsel. Til sidst giver han np en håndfuld mønter og foreslår, at han i det mindste ringer og advarer sin far.
np har stor tillid til den rare irlænder, så han tager imod mønterne, og går ud til sygehusets mønttelefon, som hænger i forhallen lige bag et stort indgangsparti i glas. Sygehusets forhal er kæmpestor og indrettet med institutionsmøbler i dansk bøgetræ beklædt med grønt og karryfarvet stof. På væggene hænger der reproduktioner af blomsterbilleder i lyse farver. np synes situationen er ubehagelig, fordi både patienter og besøgende passerer tæt forbi ham. Alligevel løfter han beslutsomt røret:

-"A", lyder det, da hans far tager telefonen.

- Det er mig far, jeg vil bare sige, at du ikke skal komme mere. Hvis du kommer igen, så slår jeg dig ihjel.

- Jamen, hvad siger du!, lyder i den anden ende af røret. Det er tydeligt at høre på farens stemme, at han er rystet.

- Jeg ringer, når jeg vil se dig igen, siger np bestemt og smækker røret på.

Efter samtalen er np utrolig glad og lettet – den bliver en form for vendepunkt i hans forhold til faren. I en alder af 30, er det nemlig første gang, han har sagt fra overfor sin far.

På fri fod
November 1987
Efter to år som patient på Psykiatrisk Sygehus i Brønderslev, har den rette kombination af terapi og medicin gjort np så rask, at han er klar til at flytte ud i den virkelige verden igen. Den 1. november 1987 bliver han udskrevet og flytter med det samme ind i en pensionist-bolig i F. Rækkehuset er i to etager og ligger i E, som er et nybygget kvarter i den nordvestlige del af F. np er glad for området, og hans mod på livet bliver endnu større, da han kort efter bliver kærester med P, som han har kendt i nogle år. np er dog stadig for syg til at arbejde, og bliver derfor tildelt førtidspension.

Svinet dør
Oktober 1988
np har kun set sin far et par enkelte gange, siden han truede med at slå ham ihjel. Han bliver da heller ikke videre ked af det, da hans storebror ringer og fortæller, at faren har fået en udposning på hovedpulsåren, der er så alvorlig, at lægerne ikke kan stille noget op. Alligevel vil np gerne se sin far en sidste gang. Men da han ringer til patienttelefonen, er det farens kæreste, koe, der tager den. Hun græder meget kraftigt, men får alligevel sagt, at np ikke skal komme på hospitalet. Hun mener nemlig ikke, at det er sundt for faren at se np.
En uge efter ringer telefonen igen. Klokken er 21.15, og np sidder sammen med P i stuen og zapper igennem kanalerne på et kæmpe fjernsyn, de netop har lejet.
np rejser sig og går ud i køkkenet, hvor han hiver røret af hans røde B&O-telefon. Da han har lagt det igen, spørger P:

- Hvem var det?

- Det var min storebror. Min far er død, svarer np i et tonefald, der lyder som om, det er indholdet af køleskabet de taler om.

Et kvarter senere står np sammen med sin storebror på F Sygehus. I sengen foran dem ligger deres døde far. Synet vækker ingen sorg hos np. Han konstaterer, at faren ser ualmindelig tåbelig ud, som han ligger der med åben mund. Derefter tager han hjem.

Da np kommer hjem til P, er han i et fantastisk humør.
- Nu skal vi have noget kaffe, siger han med munter stemme. P serverer kaffen på kakkelbordet i stuen og de to slår sig ned i hjørnesofaen. P spørger, om np er klar over at hans far er død. Hun forstår ikke, hvorfor han pludselig er manisk glad. Så begynder np at forklare, hvorfor han ikke har holdt af sin far. Klokken bliver mange før han er færdig, men til sidst forstår P.

Lettelse
Farens død bliver en kæmpe psykisk lettelse for np. Han føler, at han får fred til at arbejde med sine problemer. Han fortryder dog, at han aldrig fik politianmeldt sin far, som han i dag konsekvent kalder for svinet. Han er dog kommet til den konklusion, at han ikke var stærk nok psykisk til at tage konfrontationen, mens hans far levede.

I dag bor han sammen med sin kone P og sin 11-årige søn A. i F. I en årrække har han gennem ugentlig terapi fortsat med at bearbejde traumerne fra barndommen.

Dette sted blev sidst opdateret 01. November 2007