En onsdag i 1995 midt i gruppeterapien spurgte overlægen mig om en følelse, jeg sad og døjede med.

"Niels-Peter, kan du forklare lidt om det du døjer med lige nu?", spurgte han, men nej jeg kunne ikke forklare en dyt, for halshullet var lukket og jeg kunne ikke sætte ord på følelsen.

Hans omsorg gjorde et stort indtryk på mig og havde sat spor jeg ville forløse!

Jeg tog hjem fra terapien og satte mig til rette i mit lille skur, fandt en bøgeklods frem og mit elskede træskærerværktøj… så gik "Emil" i gang med at skære en figur i sit lille snekkerbo.

Jeg tæskede løs på den stakkels bøgeklods i en uge, næste onsdag indfandt sig og det var tid for gruppeterapi igen.

Jeg lagde træklodsen i en bærepose fra Føtex og cyklede af sted.

Jeg åbnede timen med at sige: "Sidste onsdag spurgte du mig om noget, Hans!"

Jeg tog posen og langsomt, mens jeg begyndte at fortælle om følelsen, tog jeg min træfigur frem, satte den midt på gulvet i rundkredsen og følelsen fik ord på.

Sikken en åbenbaring.

En udbrød: "Jamen det er jo skriget!"

"Men nej", jeg fortsatte med at tale, "det er jo netop IKKE skriget!"

"Tag klodsen og se i munden af den! Der er jo ikke hul igennem, det er mit tavse skrig, mit råb om hjælp der ikke blev hørt eller måske værre; overhørt!"
Så var der en anden i gruppen, der udbrød: "Det er jo ligesådan jeg osse har det."

Og så kom der ellers gang i snakken.

Min træfigur hjalp andre end mig selv den dag.

Træfiguren blev stående i terapien i mange måneder.

Siden hen skar jeg mange figurer i forskellige træsorter til forskellige formål.